Strikningens verden – Norge

De fleste kender nok eller har set billeder af de flotte norske trøjer med de karakteristiske mønstre som har rødder i de klassiske traditioner. En tradition som formodes at være en af de ældste i Norge, og at de har strikket helt tilbage i vikingetiden. Så det strik som vi ser idag, er nok ikke helt lige det som der blev strikket dengang men sjovt at tænke på at kimen til nutidens populære og traditionsrige norske strikkemønstre er lagt helt tilbage hos strikkende vikingekvinder.

Strikning er nok en af de ældste traditioner i Norge, det forlyder ihvertfald at det menes at strikningen har fundet sted lige siden vikingetiden. Ikke i den form som vi kender i dag men stadig en strikning med sammenhængende masker.

De første former for strik i Norge kan følges tilbage til det 15. århundrede og blev dengang kaldt “natskjorter”, da det var ensfarvet undertøj lavet af fin silke. Materialer som for eksempel silke var forbeholdt det mere velstillede borgerskab som havde råd til at købe disse fornemme varer. Der findes i dag kun få eksemplarer af disse tidlige strikprodukter, da de grundet deres alder og materiale er meget skrøbelige, men enkelte kan ses på Norsk Folkemuseum.
Selvom de fik tilnavnet “natskjorter”, så var de ikke lavet specifikt til at blive brugt om natten men lige så meget til at have under den daglige beklædning. Efterhånden blev de også tilgængelige blandt de øvrige samfundslag, hvor strikkede beklædningsgenstande som varme sokker, handsker og trøjer var meget mere almindelige blandt befolkningen.

Selvom strikningen op gennem det 17. og 18. århundrede blev mere udbredt til alle sociale klasser, var det dog med hver sit formål. Mens den fine overklasses kvinder strikkede for fornøjelse, så var det for størstedelen af den almindelige befolknings kvinder af mere praktiske årsager og fordi det var en nødvendighed. Der var også nogle som gjorde strikningen til en profession som dermed var med til at skaffe penge til familien.

I løbet af 1800-tallet begyndte trenden med at strikke trøjer at sprede sig, og det var her at grundlaget for de mønstrede norske trøjer blev lagt. På landet var den mest populære type trøje til kvinder, en ensfarvet trøje med med strukturmønster, hvorimod der til mændenes trøjer ofte blev brugt flere farver og strikket i farverige mønstre.

Mod slutningen af 1800-tallet begyndte det at blive populært i Norge at tage på vandreture i fjeldene, og der var derfor et behov for tøj som kunne holde vandrerne varme. I den forbindelse opstod trøjer med mere sportslig karakter og med mønstre som mindede om de mønstre som var karakteristiske i landdistrikterne.

Mange af mønstrene var også med til at kendetegne de enkelte regionale områder og ikke mindst som kendemærke for de pågældende strikkere, og et tegn på deres ekspertise indenfor strikning. I dag kendes mange af mønstrene og de karakteristiske trøjer som Lusekofte, Marius-trøje og ikke mindst Selbuvotter når det gælder vanter.