Strikning…
Det at strikke har eksisteret i mange år, en teknik som oprindeligt er startet som simple løkker der hang sammen til med tiden at blive udviklet og forfinet, så at det er den form for strikning som vi kender og bruger i dag.
Strikning har levet en omskiftelig tilværelse hvor det i tidligere tider udelukkende var et håndværk for at lave beklædningsgenstande som havde et praktisk formål som at give varme samtidig med at det var muligt at lave fysisk arbejde uden at det generede. Det betød også, at de strikkede beklædningsgenstande begyndte at få en pasform som mere fulgte kroppen. Mon ikke også at der med tiden udvikledes en form for design – eller bare det at sætte sit eget personlige præg på det færdige produkt.
Det formodes, at strikningen har sine rødder tilbage til Mellemøsten – selvom der dog ikke er nogen videnskabelige beviser for det, så kan der findes tydelige tegn på det i blandt andet fortællinger og historier. Herefter vandrede strikningen op igennem Europa, og blandt andet frem til Skotland og Irland, hvor der i det kolde og fugtige klima var hårdt brug for tøj som kunne holde indbyggerne både varme og ikke mindst tørre. Det med at holde varmen, er noget som strik af uld er rigtig god til. Fiskerkonernes hjemmestrikkede bluser til deres mænds ture på havet, blev hurtigt populære og fik hver især deres helt eget præg som fortalte lige præcis hvor de kom fra. Kreativiteten i mønstrene opstod da man opdagede vrangmasken, hvorved det pludseligt var muligt at skifte mellem maskerne og derved kunne lave forskellige mønstre.
Gennem tiderne har strikningen haft sin del af op- og nedture, hvor det i de tidlige tider havde et rent praktisk formål, blev det siden mere popoulært som hobby og i 70’erne var hønsestrik den helt store modedille. I 80’erne og 90’erne havde strikning ikke den store interesse, før i de seneste år er blomstret op og i dag blevet et populært håndarbejde som mange har taget til sig – hvilket ikke mindst har givet god grobund for garn-industrien.